Hjælp din teenager - rum, elsk og stil krav.

Når man bliver teenager, er rejsen mod selvstændighed for alvor begyndt. Man har opdaget, at man som menneske er adskilt fra resten af verdenen. Hvor det lille barn altid er i sammenhæng med sin omverden, er det store barn i langt højere grad adskilt. Denne adskillelse gør ondt, og det kan komme til udtryk på forskellige måder. Det er derfor helt naturligt at føle sig udenfor, at føle sig unormal, at ville være som de andre, at synes, at der er noget i vejen med sig eller at føle, at det er uretfærdigt, fordi de andre må…

Det er helt naturligt at se på sig selv og se på de andre, at sammenligne og vurdere. Det er den spirende identitetsproces. Lige nu er den så ny, at det kan føles utroligt sårbart og kaotisk og til tider overvældende. Allerede omkring ottende klasse, vil det for de flestes vedkommende begynde at finde et mere roligt leje, hvor disse observationer af du og jeg, bliver forvandlet til præferencer. Jeg kan lide det, men ikke det, og hvad de andre kan lide, er deres egen sag.

Hvad gør man som forælder, når man står med et knust barn, der for tredje gang i denne uge græder efter skole? Føler sig udenfor, misforstået, overladt til sig selv?

Selvfølgelig skal vi ikke lukke øjnene for deres smerte, og selvfølgelig skal vi fortsat arbejde på at udstyre dem med redskaber i forhold til at forstå sig selv og andre. Men vi skal også, som forældre og andre voksne omkring barnet, turde rumme - uden at handle. Turde være vidne til barnets smertelige proces. Holde om, tørre tårerne bort - uden at gå i løsningsmode. Kan vi rumme dem, lærer de at rumme sig selv. For det er først og fremmest barnets proces, og det må vi ikke glemme. Vi er med dem på rejsen med støtte, opbakning og vores kærlighed, men vi kan ikke gå skridtene for dem. Og det skal vi heller ikke. Så fratager vi dem muligheden for det kæmpe vækstpotentiale, der ligger i disse skabende år. Nogle forældre kan have svært ved at rumme barnets smerte - vil fx gerne handle på det tilsyneladende uretfærdige eller tale barnet til rette med fornuft. Her vil jeg anbefale, at man først og fremmest arbejder med sig selv og evnen til at rumme egne følelser.

Det er også værd at vide, at oplevelser og mønstre fra barndommen har ligget under et tæppe, der i puberteten bliver trukket væk. Op til overfladen kommer alle de gamle spøgelser og blander sig med den virkelighed, barnet står i nu. Det er en fantastisk mulighed for at få helet nogle af de sår, de fleste børn pådrager sig tidligt i livet. Er sårene meget store, kan det være et godt tidspunkt at sætte ind med professionel støtte.

Hvordan guider vi dem så igennem disse år med overvældende følelser? Det kan være en vred datter, der synes, at de andre piger i klassen er sååå for meget, fordi de gjorde sådan og sådan. Her kan vi undersøgende spørge ”Blev du ked af det, da de gjorde det?”. Mange teenagere har især brug for hjælp til at komme ind under vreden/irritationen over fx deres kammerater og ind at mærke deres egen sårbarhed. Der, hvor de bliver ramt. Lykkedes det os at guide dem hen til deres følsomhed, er det meget lettere at snakke om, hvorfor de bliver kede af det, og hvad de kan gøre i en fremtidig situation for at tage vare på sig selv.

Den anden store hjælp, vores teenagere har brug for, er at blive ledt. Som de fleste teenageforældre ved, går det ikke altid gnidningsfrit. Nu har de jo lige udviklet selvbestemmelse og smagt på individualitetens berusende nektar – så skal vi ikke tage det fra dem igen! Men teenagere er stadigt ikke færdigtudviklede autonome mennesker, og har i den grad brug for at blive ledt. Den mest konfliktfrie tilgang er ved selv at være et godt eksempel, men da den gælder i alle sammenhænge, hvor børn er involveret, lader vi den ligge nu. Teenagere profiterer nemlig i særdeleshed af, at vi stiller krav til dem. At vi kræver af dem (og holder dem op på) at lave lektier, at deltage i husarbejdet, at rydde op på eget værelse, at tage varmt tøj på, når det er koldt (også selvom man så ikke kan se den nye bluse), at tale ordentligt, at lægge telefonen væk ved spisetid, at komme hjem til aftalt tid, at give besked om ændringer og hvad der ellers giver mening og har værdi i familien.

Vi bliver nødt til at trække sporet, de skal følge, helt tydeligt op, og med ro og autoritet fastholde, når de fx leverer en teatralsk protest i stedet for at slukke telefonen. Vi bliver nødt til at være et fyrtårn og det er særligt vigtigt i en tid med sociale medier, dic pics, alkohol, og alle de andre forhold, der udvisker de naturlige og respektfulde grænser mellem mennesker. Når vi tør stille krav til dem, viser vi dem samtidigt, at vi tror på dem. Vi kalder på deres potentiale og stoler på, at de kan klare mere, end de selv aner. Vi fremelsker på den måde livsduelige unge mennesker, der stoler på sig selv og tager ansvar derefter.

Vi behøver ikke at være sure voksne. Eller gammeldags. Tværtimod har vi parallelt med at vi stiller krav, en lige så stor opgave med at sikre, at tilknytningen er intakt. Med de små børn er tilknytningen i højere grad baseret på den fysiske omsorg, hvor den med teenagere må basere sig på den psykiske omsorg. Udover ovenstående guidelines, er det vigtigt at pleje den gode relation i fredstid. Lav noget med din teenager. Spil kort, tag i biffen, tag dem med ud at handle, gå i haven eller skoven sammen, tag fodbad sammen. Vær stille. Lyt. Lad dem tage initiativ til de store samtaleemner. Bilen er fx et fantastisk sted at snakke om svære ting. Det er ikke nødvendigt med øjenkontakt, man kan ikke flytte sig og landskabet flyder beroligende forbi. Det er helt okay, at der er stille, indtil barnet siger noget. Giv dem tid. Giv dem rum. Giv dem kærlighed. Og stil krav.

Hold ud, kære teenageforældre! Det går over igen! Og med kærlige voksne, der viser vejen, kommer de styrkede og stolte ud på den anden side om et par år. Og herfra begynder den virkelige rejse. Den, hvor vi som voksne (næsten) bare kan læne os tilbage og se, hvad den smukke sjæl finder på med resten af sit (eget) liv.